Kasus

Kasus er en en bøjningsform af forskellige – Ordklasser:

– Substantiver (navneord)

– Adjektiver (tillægsord)

– Artikler (kendeord)

– Pronominer (stedord)

Det indikerer, hvordan ordenes betydning er i forhold til hinanden. På dansk og engelsk kan vi se dette ud fra ordstillingen,
og på vores eget sprog bruger vi kun to kasus: nominativ og genitiv. På andre sprog som tysk, islandsk, russisk, latin, oldgræsk
og flere sprog bruger man dog kasus i langt højere grad, hvorfor det er vigtigt at få styr på dem. På latin er ordstillingen som
sådan ligegyldig, eftersom man kan se betydningen ud fra hvert enkelt ords bøjning. Lad os gå dem igennem:

Nominativ – subjekt (grundled) i sætningen bøjes efter nominativ. Dette er også den form, man vil se, når man slår op i en ordbog.

Akkusativ – objekt (genstandsled)

Dativ – indirekte objekt (hensynsled)

Genitiv – bruges når flere substantiver eller adjektiver hænger sammen, udover ejefald selvfølgelig

Ablativ – siger noget om tid og rum, vigtig på latin

Hvis du har haft tysk i skolen, ved du, at artiklerne (der, den, dem, des, osv.) bøjes efter kasus.

Kasus på dansk

Vi har tre kasus på dansk; nominativ, akkusativ og genitiv. Alle substantiver står i nominativ, hvis ikke de er i genitiv. Såfremt de er det,
er der blot tilføjet -s, så det danske system er ret simpelt.

Akkusativ bruges kun, når der er tale om pronominer. Hvis vi kigger på de personlige, kan vi se, hvordan nominativ, akkusativ og genitiv
bruges på dansk.

jeg (nom.) – mig (akk.) – min, mit, mine (gen.)

du – dig – din, dit, dine

han – ham – hans

Og så videre…

Hvorfor er kasus vigtigt at lære?

Det giver en del generel viden om sprog. Hvis du har læst latin, kan du se at ordstillingen ikke betyder noget, fordi meningen kommer frem ved
hjælp af kasusbøjningerne. På et moderne sprog som russisk er det i høj grad på samme måde. Og selv på tysk, et sprog som de fleste danskere
på et eller andet tidspunkt gør sig bekendt med, er det nødvendigt at lære.